BILLEDER FRA GENTOFTE SKOLE
Gentofte Skole var en af de første skoler i SKUB-projektet, der blev ombygget på baggrund af pædagogiske værdier og visioner for fremtidens skole.
Skolen var også en af de første, der arbejdede med integrere skole og fritid og det var derfor centralt i projektet at samle GFO og fritidsklub i hovedbygningen. Ved at grave lysskakter ud er der skabt en parterreetage under aulaen og her er fritidsklubben og størstedelen af GFO’en samlet. Derudover har lærere og pædagoger nu et fælles medarbejderrum for at fremme vidensdeling.
Skolen har nu to fagcentre. Den naturvidenskabelige fløj hører til i ”Superstrengen” og i tilknytning hertil er opført et auditorium som bruges både til holdundervisning og projekter.
Det andet fagcenter er ”Prosodien” i den sydlige gymnastiksal og en tilbygning med små og store lokaler. Her har de kreative fag gode udfoldelsesmuligheder, og centeret kan bruges fleksibelt på tværs af fagene.
En evaluering af den første ombygning viste at det var nødvendigt at foretage justeringer og ændre nogle funktioner. Akustikken i aularummet blev forbedret og i den ene ende af aulaen blev der bygget en glassøjle i tre etager hvor der er PUC, IT-arbejdspladser og projektrum. Den spændende arkitektur har givet nyt liv til aulaen og understreger i høj grad rummets funktion som det centrale mødested.