BILLEDER FRA BAKKEGÅRDSSKOLEN
På Bakkegårdsskolen har man arbejdet med spændende nye sammenhænge mellem ude- og indeliv. Skolens nye udearealer indbyder til leg og bevægelse og fungerer som en forlængelse af skolens fokus på motion og sundhed. Udearealerne er samtidig en del af læringsrummet og skal kunne bruges i mange forskellige sammenhænge.
Bakkegårdsskolen har i sin om- og udbygning fået en nybygning der indeholder idrætshal, bogcafé, værksteder, bevægelses- og legeområder, amfiteater og musikområde. Idrætshallen binder de andre bygninger sammen og har legeplads ovenpå. Hallen var nomineret til Mies van der Rohe prisen i 2007.
De eksisterende bygninger er blevet omdisponeret for at give mulighed for nye funktioner herunder sammenlægning af indskoling og GFO, projekt- og grupperum i forbindelse med elevernes hjemområder og pædagogisk udviklingscenter (PUC).
Bakkegårdsskolen er desuden Gentofte Kommunes første idrætsskole, hvor idrætstalenter i 7., 8. og 9. klasse får mulighed for at kombinere skole med træning.