Alle børn skal lære mere - og de skal lære at lære
En skole, der tager forskellighed alvorligt, må altid tilrettelægge læring og undervisning med udgangspunkt i børnene. Der er brug for fleksible skoler med mangfoldige undervisningsmiljøer og -muligheder. På den måde kan det være en god skole for alle. SKUB-projektet har arbejdet mod at virkeliggøre den politiske vision om at skabe fremtidens skole.
Hvert barn har sin unikke måde at lære og udtrykke sig på. Nogle har brug for rutine og faste rammer, andre har brug for variation og udfordring. For nogle spiller sproget en stor rolle, for andre bevægelse, og for nogle er billedindtryk det bedste for blot at nævne få eksempler. Når børn kommer i skole, er det derfor naturligt, at de har mulighed for at lære på mange måder.
Ifølge dr. pæd. Steen Larsen (Danmarks Pædagogiske Universitet) lærer børn bedst, når de er følelsesmæssigt engagerede, arbejder aktivt og udfordres på det niveau, de er. Det betyder, at læringssituationen er givende, når børnenes følelser er i spil, når de selv er aktivt og indflydelsesmæssigt i spil, og når det hverken er for let eller for svært. Det siger sig selv, at det er individuelt, hvornår der er tale om en sådan læringssituation for det enkelte barn.
Udviklingen af skoler og fritidsordninger
I løbet af SKUB-projektet har hver skole og fritidsordning (GFO) udviklet sin unikke pædagogiske vision og praksis, og det er en proces, der fortsætter fremover. Skolernes dagligdag er blevet organiseret på nye måder, og bygningerne er ændret for at skabe de bedste rammer for den ny hverdag.
Udviklingen har fundet sted i dialog mellem skolens og GFO'ens ledelse, medarbejdere, børn og forældre samt arkitekter og ingeniører. Undervejs har der været et tæt samarbejde med kommunens medarbejdere.
Sideløbende med ud- og ombygningen har alle lærere og pædagoger gennemgået et videreuddannelsesforløb om børn og læring og andre relevante emner. Det er skolerne, i samarbejde med Gentofte Kommune, der selv har defineret, hvad de har haft brug for af videreuddannelse og inspiration. Forløbet har sat medarbejdernes kompetencer ind i en ny sammenhæng og givet inspiration til at forme fremtidens hverdag.
Arbejdsområde på Hellerup Skole


