Trine Steffensen, bestyrelsesformand på Skovgårdsskolen

”For forældrene er det vigtigste ens barn. Man er enormt optaget af, at de skal have en god uddannelse. Vi taler jo hele tiden om, at selv højt kvalificeret arbejde flytter til udlandet. Det er ikke nok, at vi alle sammen bare får have en god uddannelse. Nej, vi skal være dygtige og kreative og helt ”up front”. Så på den ene side deler jeg frygten med andre forældre for, at der kommer for meget fokus på at udvikle ”det hele menneske” frem for på fagligheden. På den anden side, synes jeg også, at differentieret undervisning kræver, at skolen ikke ser ud, som den gør i dag. Den differentierede undervisning kan være med til, at alle kan få det bedst mulige ud af deres skolegang. Jeg synes også, at de dygtige elever skal udfordres. Det er ikke godt nok bare at klare sig godt på det klassetrin, hvor man lige er.”

”Jeg kunne godt tænke mig, at skolen blev et sted, hvor man kunne være hele dagen. Der er enormt mange børn, som ikke har noget sted at mødes om eftermiddagen. Jeg ville synes, at det var rart, hvis der var en lektiecafé. Med alle de udearbejdende forældre er der brug for et sted, hvor man kan få hjælp med lektierne, så det ikke skal foregå klokken 20.30, hvor alle er trætte. Flere tilbud om fritidsaktiviteter og mødesteder kan også være med til at holde børnene væk fra kriminalitet. Det er ikke bare de bekymrede forældre, der gerne vil have det. Det er faktisk elevrådet, som kom med forslaget, fordi eleverne i 6. og 7. klasse savner de muligheder.”

”Det næste, der skal ske på Skovgårdsskolen, er at vi skal i gang med skitsefasen. Vi har jo afleveret vores værdiprogram her i slutningen af september. Vi holdt fire arrangementer i foråret, og efter hvert foredrag var der en workshop, hvor man kom med kommentarer og input. De enkelte klasser har også diskuteret, hvad de godt kunne tænke sig at få med. Alt det skriftlige materiale blev samlet, og ekstrakten fra alt det er blevet vores værdiprogram. Værdiprogrammet blev godkendt af kommunalbestyrelsen i slutningen oktober.”

”I forhold til skitseringen af de fysiske rammer forestiller jeg mig, at det som forældre primært handler om, at man deltager. Vi ved jo ikke, hvordan man bygger en skole og vi ved heller ikke alt om pædagogikken. Det er fagfolkene, der må gøre sig de overvejelser. Jeg forestiller mig, at vores rolle er at huske på, at de forskellige værdier bliver tilgodeset. Det kan jo være forskelligt alt efter, hvad vi brænder for hver især. Som forældre er jeg spændt på, hvordan det kommer til at foregå, og hvad man får indflydelse på. Det handler jo om at diskutere sig frem helt i ånd med den danske demokratiske tradition. Det tager tid. Jeg synes det er enormt privilegeret at få lov til at være med, for det er jo mine børn som skal gå i skolen.”

Michael Schmidt, skoleleder på Skovgårdsskolen

”Jeg synes, det er en modig kommunalbestyrelse, der sætter sådan en skib i søen, som SKUB er. Jeg må indrømme, at det, at der var en udvikling i gang på skolen, var medvirkende til, at jeg søgte jobbet som skoleleder for to år siden. Det gav mig i øvrigt også mulighed for at vende tilbage til det kvarter, som jeg selv voksede op i.”

”Jeg tror, at der var mange, der stod og trippede for at komme i gang med at bygge, fordi vi har været i gang med at udvikle i forvejen. Jeg tror da også, at jeg havde et projekt i hovedet i starten. Jeg må dog erkende, at vores grundlag vil være et andet, når vi nu skal i gang med at bygge. Der er sket en væsentlig forandring med medarbejdergruppen, siden vi gik i gang.”

”Vores projektgruppe var en gruppe, som bestod af tyve personer i alt - inklusive den samlede ledelse. Der var fire forældre med i gruppen for at sikre, at forældrene fik den indflydelse, som de følte de var berettiget til. Det har givet en dynamik i vores gruppe, som jeg tror, har givet flere input, fordi det ikke bare var bestyrelsesformanden og et bestyrelsesmedlem. Jeg synes faktisk, at vi har haft nogle gode dialoger og gode samtaler hele vejen. Der er ikke nogle af de samtaler, vi har haft i grupperne, der har været dårlige. Vi må ligesom andre skoler erkende, at det er svært at medinddrage forældrene i en så abstrakt proces, som det har været. Heldigvis har nogle grebet chancen og været med. De har været gode til at udfordre og stille kritiske spørgsmål, men sandelig også til at være konstruktive i den debat, vi har haft.”

”Jeg synes, det er vanskeligt, at arbejde med en organisation i forandring, fordi processen påvirker mere, end vi er klar over. Den største hurdle i forhold til forældrene, har været, at de har oplevet det som en ensretning af skolevæsenet. Derfor har vores opgave været at fortælle, at det nærmest er det modsatte – at fremme forskelligheden. Det er en mulighed for at udvikle skolen på egne præmisser, men den skal udvikles. Det er vigtigt, at det bliver skolens egen proces.”

”I den næste proces skal vi inddrage forældre og børn mere, hvilket, jeg håber, bliver lettere, når processen bliver mere konkret. Det er spændende at se, om medarbejderne stadig er med. Jeg tror alle har modvilje mod forandring på et eller andet niveau. Det, der er vigtigt, er, at man skal forstå forandringens nødvendighed eller dens anatomi. At den ikke nødvendigvis er til for at ødelægge noget, men er til for at gøre noget positivt. Den skal vi lige have vendt den rigtige vej.”

Rikke Lawsen, lærer på Skovgårdsskolen

”Vores videre-uddannelse bestod af fire meget forskellige moduler med en rød tråd. Vi startede med at tage udgangspunkt i vores styrker og svagheder for at lære os selv og hinanden bedre at kende - både som personer og som lærere. Hele forløbet tog udgangspunkt i én selv. Jeg fik sat ord på, hvad jeg selv er god til, og hvordan mine kollegaer oplever mig. Det var en god måde at gøre det på, selvom man godt kunne have haft flere teorier og endnu flere input. Men det var dejligt, at have tid til at tale sammen, være visionære og få taget nogle pædagogiske diskussioner.”

”Det, at vi fandt ud af, hvor forskellige vi egentlige er, gjorde, at vi meget hurtigt blev mere fleksible over for hinanden. Det er også langt nemmere at acceptere og tale om, at en elev fx er svag på nogle punkter, når man har øje for hinandens forskelligheder. Det tror jeg er en god tilgang til tingene. I forhold til teamsamarbejdet betyder det utrolig meget, at man kender sine styrker og svagheder.”

”Det svære er jo bare at følge op på den nye tilgang til hinanden som kollegaer og de mange visionære pædagogiske tanker, vi fik med os hjem. I princippet burde man have en eller anden, der lige kom og sagde: husk lige, hvad det var, I brænder for, og hvad der var vigtigt for jer. Det forsvinder hurtigt, når alle har travlt med at passe hver sit og det er ærgerligt. Man har så mange jern i ilden som lærer, så der er ikke tid til at tale pædagogik. På lærermøderne, som vi har en gang om måneden, har vi kun en time og det er svært at være visionær på så kort tid. Så prioriterer man at klare den næste dag mere end at have en større pædagogisk samtale. Det er ærgerligt for, det er dét, der rykker.”

”SKUB-processen er med til at få os til at tale pædagogik. For det bliver hurtigt regler, læringsplaner og struktur, struktur, struktur. Lige nu må lærerne selv bestemme, hvordan de vil undervise indenfor nogle rammer. Hvordan vi gør det bedst, taler vi ikke så meget om i et stort forum. Det bliver vi nødt til at gøre mere nu. I værdiprogrammet har vi ordene. De ligger bare nede i en taske, men skal op og arbejdes ind under huden. Nu har vi alle sammen hver vores lille skole med hver vores værdier, men det håber jeg vil ændre sig. Vi skal blive ved med at være forskellige, men have flere fælles mål. Vi skal derover, hvor dét, vi gør, er helt optimalt. Jeg håber også, at vi kommer til at turde prøve nogle nye ting. Det brænder jeg meget for. Det er spændende og jeg er meget optimistisk.”