Peter Clausen, bestyrelsesformand på Ordrup Skole

”I forhold til SKUB har jeg haft et kolossalt personligt udbytte af at være med i processen. Faktisk vil jeg gerne bilde både mig selv og andre ind, at jeg, gennem de år jeg har været involveret i det, har lært mere end i mange andre perioder af mit liv. For mig har SKUB-processen næsten været en personlig udviklingsrejse. Mange af de arbejdsmetoder, man bruger i SKUB, har været meget anvendelige for mig i mit eget arbejde. Især det med at have respekt for andre mennesker i en mødesituation og en positiv indgangsvinkel til de indspil, der kommer, synes jeg, er meget, meget væsentligt.”

”I starten var jeg ret kritisk overfor SKUB. Jeg tror, det har noget at gøre med, at man ikke fik formidlet helt klart, hvad det handlede om. Måske gik man ud med lidt for store overskrifter omkring nogle punkter, som det var for lette at misforstå. Det var fx ”ansvar for egen læring”, som jeg ligesom mange andre reagerede på, indtil man i højere grad fandt ud af, hvad det handlede om. Jeg var også bange for, at fokus på det enkelte individ ville føre til, at man glemte fællesskabet.”

”Samfundet går i en retning, hvor vi skal samarbejde mere og mere. Derfor skal vi kunne finde ud af at lytte på hinanden. Jeg tror, at det er vigtigt, man har fokus på det enkelte barn i forhold til læringsstil, men man bør også have fokus på det enkelte barn i fællesskabet. I virkeligheden er det jo ikke som individualister, vi har de største oplevelser - dem hvor det risler ned af ryggen. Det er i fællesskabet. Det er der, tingene bliver rigtig sjove. Hvis ikke fællesskabet fungerer, har børnene svært ved at have det selvværd, der skal til for at lære optimalt. Det kan godt være, at de har en masse selvtillid, uden der er noget fællesskab. Fordi selvtillid er det, der skal til, for at man får eksponeret sig selv. Mens selvværdet er det, der skaber rummelighed i forhold til andre mennesker, og gør én i stand til at indgå i arbejdsmæssige sammenhænge. Derfor prioriterer vi fællesskabet ret højt på Ordrup skole.”

”Man kan jo sige om det her med skoleudvikling; at de fleste voksne bliver helt tomme i ansigtet, hvis man spørger dem, hvor mange situationer de kan huske fra deres egen skolegang, som var sjove. Selv husker jeg den traditionelle klasseundervisning fra bagerste række, som ufattelige mængder af tid, hvor jeg ikke kunne se formålet. Skoleudviklingen i dag fungerer sådan, at eleverne i højere grad har en oplevelse af, at der er et mål med det, de fortager sig. At man fx siger: Vi skal lære at udregne omkredsen af en cirkel, og så går de ned i skolegården og tegner en stor cirkel og regner på dén. Den tilgang er med til at give den der omsættelighed i viden, som er bundet op på praksis. Det er jo sådan virkeligheden er.”

John-Erik Bang, tidligere viceskoleleder på Ordrup Skole

”Vi har haft en proces, der har været præget af forskellige småuheld. Nu har vi bevæget os ind i en mere end positiv udviklingsspiral, hvor lærerne er begyndt at bruge de redskaber, de har fået på ”kom og lær-kurset”.”

”Vi har haft temauge om læringsstile, og der kom så mange gode historier ud af den uge, at det var over al forventning. I 3.klasse satte de et telt op i klassen. En af erfaringerne var, at en pige, der i tre år ikke har kunnet sidde stille i mere end 30 sekunder af gangen, sad der i 20 minutter første gang, hun kom ind i teltet. Lærerne troede, at hun var faldet i søvn, men hun sad faktisk og læste. For første gang i sin skoletid, læste hun 20 minutter i træk. Nogle elever skal have et rum for sig selv for at læse. Denne her pige, hun var mægtig klog, så klog, at hun kedede sig. Når hun blev sat til at lave noget, var hun færdig med det samme. Med det her telt fik hun et rum for sig selv. Sådan er der en masse små gode historier fra den uge. Det her med, at vi lærer forskelligt giver frygtelig meget mening for mig. I det hele taget er anerkendelsen af, at vi lærer forskelligt skridt nummer ét i forandringsprocessen.”

”Vi har jo 450 års skolekultur, som udspringer direkte af, hvordan det var i folkekirken. Man sad bænket på rækker og lyttede til præsten, mens man prøvede at forstå, hvad der blev sagt på latin. Så det er mange års kultur, vi vender på hovedet nu. I den gamle skole måtte eleverne selv finde ud af at oversætte det, som lærerne sagde. Hvis lærerne sendte på en kanal og eleverne modtog på en anden, var det elevens eget ansvar at oversætte fra den ene kanal til den anden. Hvis de ikke kunne det, så var det bare ærgerligt for dem, så var de dumme – eller også var det ned i specialcenteret, hvor der blev sendt mere på samme kanal, som de ikke forstod. Nu har lærerne fået nye redskaber til at finde ud af, hvordan eleverne lærer. Det næste skridt bliver så at implementere det i undervisningen. Jeg vil gerne understrege, at eleverne ikke får ansvar for egen læring, men får mulighed for at blive medinddraget. At der bliver taget udgangspunkt i, hvordan eleverne lærer og ikke, hvordan læreren underviser, gør en stor forskel.”

”Selvom vi arbejder med Læringsstile og Mange Intelligenser nu, synes jeg det er vigtigt, at se det som et udtryk for, hvor vi er lige nu – om to år kan det være, at der er noget, der er endnu bedre. Vi har gang i nogle ting, som ikke kan blive dårligt og som kan blive helt fantastisk.”