Johnnie Kragh, skoleleder på Søgård Specialskole

”Vi har børn med længerevarende eller massive læringsvanskeligheder. Børn som har behov for særlig viden, miljø eller metoder kommer på en specialskole som denne her. Vi har altid tidligere haft adskilt de forskellige børnegrupper ud fra en forestilling om, at børn med forskellige diagnoser skal have det på hver deres særlige måde. Autisterne skal skærmes, mens dem med generelle indlæringsvanskeligheder skal noget helt andet.”

”I den her proces er vi gået fra en forestilling om, at skolen skulle være delt til at sige, at det nok er noget helt andet vi skal gøre. Processen har fået os til at sige, at børn er børn og der er flere ligheder mellem de her børn, end der er forskelle.”

”På den baggrund rejste der sig blandt lærerne og pædagogerne en idé om, at dét må vi simpelthen prøve af her og nu. Hvis det her skal kunne bære og holde – også i en fremtidig Søgårdsskoles fysiske rammer, så må vi prøve om, det kan lade sig gøre. Pludselig sagde vi: Det er dét, vi gør. Vi omdanner GfOens bygninger og rammer til et indskolingshus, hvor børn med udviklingsforstyrrelser skal være mest muligt sammen med børn med funktionsnedsættelser. Det er det inkluderende miljø, vi gerne vil skabe. I takt med at skolerne tager mere og mere højde for børnenes forskellighed, ser vi også, at færre og færre børn kommer hos os, fordi de godt kan rummes i folkeskolen.”

”Det vanskelige er så at skabe nogle rammer, hvor medarbejderne ikke føler sig bundet af de aktiviteter, der tidligere har været i bygningen. Derfor tog vi alt ud og pelsede rummene helt og aldeles. I løbet af tre uger tømte vi hele GfO’en. Derefter tog vi stilling til, hvad der skulle foregå i de enkelte rum: Hvad skal være mobilt, hvad skal fritiden og skolen kunne hver for sig og i fællesskab. Allerede nu kan vi se, at der er noget, som ikke fungerer. Der er for lidt plads. Det kunne vi ikke have forudset. Vi troede, at det kunne lade sig gøre. Alle var enige om, at det sagtens kunne lade sig gøre. Vi gør bare lige sådan og sådan. Men det gør man altså ikke bare lige. Det er rigtig godt, at vi har set det, for så laver vi i hvert fald ikke den fejl, når nu vi skal bygge.”

”Det går så godt med indskolingsprojektet, at to af eleverne med svære indlæringsvanskeligheder, nu er med i undervisningen hos dem med de generelle indlæringsvanskeligheder. I vores verden er det tigerspring – det er kvantespring.”

Claus Eefsen, bestyrelsesmand på Søgård Specialskole

”Vi var faktisk ikke en del af SKUB fra starten, hvor det kun var distrikt skolerne, der var med i SKUB. Den første sejr var jo, at vi overhovedet kom med i SKUB. Det næste var så, at det var svært at få SKUB revet ud af den ramme, som de var vant til at arbejde med i forhold til distriktsskolerne. Da vi er en specialskole stiller vi måske også anderledes krav og har andre forventninger. Hvor man på de andre skoler fx har arbejdet med, at bryde væggene ned, arbejde tværfagligt og integrere på tværs, ville vi nærmest gerne bygge et klasseværelse til hver elev. Vi er nødt til at tage højde for, at vi har børn med indlæringsvanskeligheder, som har nogle specielle krav til ro, genkendelighed og struktur. Et af de problemer, børn på specialskolen har i relation til at begå sig socialt, er, at de har svært ved at acceptere andres forskelligheder. Det skal de lære hen af vejen.”

”For forældrene i bestyrelsen har processen med udarbejdelsen af værdiprogrammet helt klart medvirket til en afklaring af, hvem vi er, hvorfor vi er her, og hvad vi vil i fremtiden. Vi har også fået en højere grad af indsigt i, hvad vi har med at gøre. Jeg tror, at skolebestyrelsesmedlemmerne føler, at de har fået et bedre overblik, en bedre indfaldsvinkel til specialskole-undervisning og de forskelligartede børn. For medarbejderne, tror jeg, det har været en bevidsthedsproces. Hele dialogprocessen har været enormt givtig. SKUB jo er med til at samle folk om nogle ting, som de normalt ikke bruger tid på at tale om.”

”Man har i øvrigt besluttet, at man vil skabe et videns - og kompetencecenter på specialundervisningsområdet, som også ved hjælp af netværksdannelse, kan være med til at løfte niveauet i kommunen. Den største mangel har egentlig været, at vi har kæmpet for at kunne blive i stand til at måle os med andre specialskoler. I dag ved vi ikke, hvor vi står i forhold til sammenlignelige områder på andre skoler. Det er sådan noget, jeg forventer, kommer på banen med vores videns- og kompetencecenter, som der er enormt meget fremtidsmusik i. Jeg opfatter det som SKUB relateret, fordi jeg ser det som, at al udvikling er SKUB, indtil man beslutter, at det ikke er SKUB. I bestyrelsen er vi enige om, at det skal nok få løbet i gang.”

”SKUB har i bund og grund været en politisk anerkendelse af det, der foregår på kommunens eneste specialskole. SKUB har bevirket, at specialundervisningen er blevet en accepteret del af kommunen. Jeg føler, at vi alle sammen på skolen har været med til at få professionaliseret den holdning og få tænkt nogle spændende tanker. Så kan det godt være, at eftertiden, så vil bedømme, at vi ikke var helt uproblematiske at arbejde sammen med. Men vi turde stille nogle krav og vi gik ind i dialogen. Og så tror jeg, at det at der er kommet fokus på området, har været positivt i sig selv. SKUB sætter jo fokus på specialundervisningen, lærerne og pædagogerne på skolen. Det giver en anerkendelse af indsatsen, og derfor tror jeg, at det vil være et enormt boost for medarbejderne at komme til at arbejde i de nye rammer. Jo mere accept og anerkendelse, der er af ens arbejde, jo gladere er man også for sit arbejde, og jo bedre er man på arbejdet.”